
Økologisk plantebaseret eksportparathed
Projektleder: Peter Rasmussen
Finansiering: Fonden for Økologisk Landbrug
Projektperiode: 2023
Plantedagsorden vinder frem i hele verden, men stadig med meget lille fokus på økologi. Det skal dette projekt være med til at lave om på. Økologi, plantebaserede fødevarer og bæredygtighed skal kobles sammen og styrkes på eksportmarkederne, så afsætningen kan stige. Den plantebaserede dagsorden i udlandet giver de danske producenter fantastiske muligheder for at få afsat flere økologiske plantebaserede produkter. Disse muligheder skal gribes, da det kan være en trussel for den økologiske afsætning, at plantebaserede produkter er blevet det nye ”bæredygtige alternativ”, der giver konkurrence om både hylde plads og marketingsindsatser overfor økologiske produkter.
Vidensindsamlingen viser, at forbrugerne går meget højt op i: ’passe på natur og miljø’, ’dyrevelfærd’, ’sikre biodiversiteten’ og ’undgå pesticider’, når de handler fødevarer. Desværre kobler en betragtelig del af de samme forbrugere ikke disse emner til økologien. Projektet skal italesætte dette for, at kunne øge økologiandelen og derigennem åbne dørene til vækst for de eksporterende virksomheder.