
Økologisk, plantebaseret mad på højskoler og frie fagskoler
Finansiering: Fonden for Økologisk Landbrug
Projektleder: Clara Drenck, Dansk Vegetarisk Forening
Samarbejdspartnere: Aarstiderne og KøkkenKultur.
Projektperiode: 2023
Ophold på højskoler og frie fagskoler giver eleverne mulighed for at afprøve en anden madkultur end hjemmets og deres sædvanlige omgangskreds, hvorved nye madpræferencer kan etableres. Dette projekt vil skabe blivende adfærdsændringer ved at kombinere en køkkenindsats blandt madprofessionelle for velsmagende økologisk og plantebaseret mad med elevinddragelse og socialt fællesskab blandt elever på hhv. højskoler og frie fagskoler.
Formålet med projektet er at motivere og kvalificere madprofessionelle på højskoler og frie fagskoler til at arbejde med økologiske plantebaserede måltider - og styrke elevernes økologipræferencer og grønne madvaner.
Projektet er udviklet sammen med Uffe Truelsen fra KøkkenKultur, Søren Ejlersen fra Aarstiderne og Mikkel Brun Svendsen, underviser på Ryslinge Efterskole, for bedst muligt at ramme de behov, som de har mødt blandt elever og køkkenfaglige. Der vil desuden være synergier med Økologisk Landsforenings efterskoleindsats for 2023.
Projektet består af følgende aktiviteter:
- 8 workshops ”Mere smag – mindre kød” for ca. 120 køkkenfaglige fra højskoler og frie fagskoler
- Udvikling af 50 økologiske, plantebaserede sæsonopskrifter, som er tilpasset storproduktion og bliver frit tilgængelige på metodikogsmag.dk
- Udvikling af en vejledning i plantebaserede kostformer og ernæringsmæssige opmærksomhedspunkter
- Udvikling og promovering af elev-materiale, der forklarer koblingen mellem mad og verdensmål, bæredygtighed, miljø, sundhed og klima
- Udvikling og promovering af 5 ”challenges” med varierende krav til engagement for elever og lærere