Bælgfrugter i det professionelle køkken
I januar 2021 fik Danmark nye kostråd, der for første gang sætter klimaet på den kostbaserede dagsorden. Det betyder, at vi danskere skal spise betydeligt mere planterigt og ikke mindst indtage langt flere bælgfrugter.
I dag spiser vi danskere kun 5 g tilberedte bælgfrugter om dagen, og der er derfor lang vej til at nå Fødevarestyrelsens anbefaling på 100 g tilberedte bælgfrugter om dagen. Storkøkkener og kantiner kan være med til at hjælpe danskerne med at øge deres indtag af de næringsholdige proteinbomber ved at integrere flere bælgfrugter på menuen.
Kom godt i gang med bælgfrugterne
Plantebaseret Videnscenter tilbyder derfor 7 korte læringsvideoer (45 min. i alt), opdelt i emner, der inspirerer og vejleder køkkenfaglige til at bruge flere bælgfrugter i køkkenet. Værtinderne er kok Inger Kjærgaard og madformidler Trine Krebs. Læringsvideoerne er gratis og kan suppleres med forskellige forløb med Inger og Trine. For eksempel et opfølgende webinar med Q&A eller en intensiv dag i køkkenet, hvor Inger vejleder i både kogning, tilsmagning og anretning samt giver gode praktiske råd, der passer til jeres køkken.
