Til 2 personer. Forberedelsestid: 30 min. Samlet tid: 30 min.

Ingredienser
1 mellemstort løg (kan udelades)
4 fed hvidløg
1 tsk rapsolie
1 dåse butter beans (også kendt som limabønner)
2 dl havrefløde
1 grøntsagsbouillonterning
2 dåser asparges og væden herfra
3 spsk plantebaseret smør
4 spsk mel
200 g frosne ærter
1 pakke tarteletskaller
Lidt salt og peber
En håndfuld frisk persille

Tarteletter er en elsket klassiker i de danske køkkener, der vækker varme minder. Butter beans kan give konsistens og mere fylde i retten, hvor de grønne ærter giver friskhed både i form af smag og farve. Tilføj eventuelt flere grøntsager, som gulerødder og grønkål. For ekstra smag kan du f.eks. tilsætte lidt gærflager, løgpulver eller trøffelolie.

Fremgangsmåde
Pil og hak løg og hvidløg groft. Steg dem let i olie og put det derefter i en blender. Tilføj drænede og skyllede butter beans, havrefløde, grøntsags- bouillonterning og væden fra aspargesdåserne (gem selve aspargesene til senere). Blend indtil du har en ensartet masse. Smelt smøren i en gryde, tilsæt mel og rør til en smørbolle. Tilsæt nu den blendede masse og pisk til en ensartet sauce. Skold ærterne og si væden fra. Tilsæt dernæst asparges og ærter til saucen og giv det et opkog. Juster konsistensen med vand eller havrefløde, hvis det er for tykt eller meljævning, hvis det er for tyndt. Smag til med salt og peber. Varm tarteletskallerne, fyld dem med tarteletfyldet og pynt med frisk persille.

Luk (Esc)